Heidi Ruth Bruun er RHKs nye formand

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.

Bo Maimburg bm@jv.dk

Heidi Ruth Bruun har spillet, trænet og været en stor del af Ribe HK i en menneskealder. Nu skal hun stå i spidsen for klubben. Hun overtager en klub i fremgang, og vil bruge sin erfaring fra både banen og trænerlivet til at styrke fællesskabet.

Det er en erfaren kvinde, der overtager formandsposten i Ribe Håndboldklub.

Heidi Ruth Bruun har været medlem af klubben det meste af sit liv. Hun har selv spillet på klubbens elitehold i landets bedste række, og hun har gennem mange år været træner for forskellige ungdomshold.

Hun har derfor om nogen hjertet med i det arbejde, hun nu går ind til, og er helt klar på den opgave, hun har påtaget sig.

- Nu har jeg trænet ungdomshold i 14 år, så det var tid til at prøve noget andet. Nu tager jeg opgaven, siger Heidi Ruth Bruun.

Hun kender sporten
Hun har stor viden om håndboldsporten, bestyrelsesstruktur og regler, men er nu ved at sætte sig ind i, hvad det administrativt kræver at drive en håndboldklub – blandt andet i forhold til halleje, tilskud og økonomi.

- Jeg ser en klar fordel i min baggrund som spiller og træner. Det er en klub med et stærkt klubliv, store traditioner og en ny strategi, hvor arbejdet fordeles på flere hænder. Jeg kender klubben, sporten, træningen og ånden, og så skal vi i bestyrelsen sørge for, at de overordnede rammer fungerer, siger hun.

Plads til bredde og elite
Heidi Ruth Bruun ser Ribe HK som en velfungerende klub i fremgang med mange børne- og ungdomshold, og har en klar idé om, hvordan klubben fortsat skal være et attraktivt sted at spille.

- Vi skal udnytte de mange gode kræfter i klubben og bygge videre på det, der allerede er skabt. Der skal være plads til både bredde og elite, for det ene kan ikke eksistere uden det andet, siger hun.

Hun vil arbejde for at finde den rette balance og sikre, at klubben fortsat kan tiltrække både spillere og trænere – og at trænerne får mulighed for at udvikle sig.

- Der er et rigtig godt arbejde i gang, men jeg vil gerne være med til at styrke det. Vi har været gode til at tiltrække spillere – der er årgange med over 30 spillere, og det er fantastisk. Fra U13 og op oplever vi, at der kommer spillere fra blandt andet Bramming, Skærbæk og Tønder. De spillere, der kommer udefra, vælger klubben, fordi de ved, at de kan udvikle sig her, siger hun begejstret.

Men klubben kan altid blive bedre.

- Jeg er blevet blæst bagover af den velvillighed, jeg har mødt fra frivillige – det bliver man varm om hjertet af, og det er dejligt at så mange ønsker at bakke op om arbejdet i klubben. I en klub som vores betyder samarbejdet og frivilligheden alt, siger Heidi Ruth Bruun.

Hun vil være i hallen
Ribe HK's nye formand vil gerne være en synlig formand, og vil rigtigt gerne være tæt på medlemmerne og forældrene til spillerne i ungdomsafdelingen.

- Jeg vil bestræbe mig på at komme i hallen så meget som muligt. På den måde bliver det også muligt at bibeholde en kontakt til både spillere og trænere.

Ordentlighed er vigtig
Når Heidi ikke er frivillig i Ribe HK, er hun leder af et bo- og beskæftigelsestilbud for voksne med handicap i Ølgod. Både privat og arbejdsmæssigt bestræber hun sig på at være ordentlig – for, som hun siger, det er det, man kommer længst med.

Hendes børn er blevet store og har ikke længere samme behov for hendes hjælp, og hun træner dem ikke længere i håndbold. Men hun får stadig masser af gode oplevelser fra sine år som ungdomstræner.

– Det er fantastisk, når jeg for eksempel er til Smukfest i Skanderborg, og der kommer tre tidligere håndboldpiger hen og giver mig et kæmpeknus. Så skal vi lige snakke lidt. Det er det allerbedste ved at være frivillig. Jeg kan med stolthed sige, at det er “mine piger”, og jeg elsker at bevare kontakten til dem. Det samme sker til Tulipanfesten, hvor de kommer hen og hilser. Det gør mig glad og varm om hjertet, siger hun.

Aktiv fritid i Lustrup
Heidi og hendes mand, Gregers, bruger meget tid på deres hus og have i Lustrup.

– Gregers har altid en plan for, hvad vi skal lave, når vi har en friweekend. Han er tømrer, og vi har lige renoveret det femte hus sammen, så vi spilder ikke tiden.

De bor på en grund på 11 hektar, der er omlagt til sø, skov og vildtområde, så parret bruger meget tid på deres egen lille naturoase, som de selv kalder det.

– Det, han ikke finder på, finder jeg selv på – så vi er to om at skabe en aktiv fritid.

Parret deler også interessen for jagt.

– Gregers går af og til på jagt, og når han gør det, har han vores hund med. Det er til gengæld mig, der træner den. Så jeg har jo også en lille andel i det, siger Heidi Ruth Bruun, der ikke har jagttegn, men gerne tager med ud i naturen.

KORT OM FORMANDEN
- Heidi Ruth Bruun er 50 år.

- Hun er født og opvokset i Ribe, gift med Gregers Bruun, og parret har tre børn.

- Hun er uddannet pædagog med idræt som speciale og har en diplomuddannelse i pædagogik, en kandidat i pædagogisk sociologi samt en master i special- og socialpædagogik.

- Hun har været medlem af Ribe Håndboldklub siden hun var 10 år, og blev officielt valgt til ny formand på klubbens generalforsamlingen 24. September.

- Hun har spillet på klubbens førstehold i landets bedste række, og har også spillet for Team Esbjerg under daværende træner Jan Pytlick.